År(ti)ets største udfordring

Sølvtøj falder ofte imellem to stole når der tales om kunsthåndværk; på den ene side er det netop en stor del af både kunst og håndværk, og kunsthåndværk i ordets oprindelige betydning. Men på grund af den høje materialepris stilles der ofte store krav til anvendeligheden af objekter lavet i sølv, og det er ganske enkelt svært at se ud over metallets ædelhed og den velstand metallet som oftest er forbundet med.  ....og derudover skal sølv jo pudses og er dermed, mener nogen, ‘besværligt’ i en moderne husholdning.

Derfor er glæden så meget desto større når jeg får lov at udføre mit håndværk og designe sølvtøj som jeg oprindeligt blev uddannet til.

Allerede i 2016 blev jeg kontaktet af den Reformerte Menighed i Fredericia der ønskede sig noget nyt kirkesølv i anledning af deres 300 års jubilæum i 2019.

Baggrunden var den, at Frederik 4. i 1719 inviterede en gruppe reformerte, der var flygtet fra Frankrig til Brandenburg, til at bosætte sig i Fredericia. De reformerte havde et godt ry som dydige og arbejdsomme - to karaktertræk, som Frederik 4. gerne så komme til Fredericia, og de kendte til dyrkning af bl.a. tobak og kartofler. Inden for to år ankom ca. 70 familier og Frederik 4. gav de reformerte en række særlige privilegier. Menigheden fik anvist jord inde i byen til beboelse og dyrkning, samt over 200 havepladser uden for byen. I 1736 kunne man indvie kirke og kirkegård. Fra 1821 blev kirkens område desuden udvidet med en skole. Den reformerte kirke og menighed er endnu i dag et synligt bevis på Fredericias tidligere status som religiøs fristad.

Jeg drog således spændt til Fredericia for at se kirken og møde udvalget der havde gjort sig lidt tanker omkring det nye sølvtøj. Kirkerummet er smukt, lyst og imødekommende og præget af den reformerte lære: Enkelhed og harmoni. Udsmykningen er sparsom og der er intet alter eller døbefond, men i stedet et nadverbord hvorpå dåbsfadet og kanden står under dåben. Tænk sig at få sådan en smuk og enkel scene til sit værk.

Jeg var blevet valgt til opgaven for mit enkle og organiske formsprog og fik helt frie hænder til designet, en luksus som ikke er mange designere på den slags bestillinger forundt og som jeg valgte at se som en meget stor tillidserklæring. Efter skitsering og modellering nåede jeg frem til formen på et stort dåbsfad og en dåbskande og efter udvalgets godkendelse kunne jeg ved årsskiftet påbegynde produktionen.

Jeg lavede mit svendestykke som korpussølvsmed i 2001 og fik en sølvmedalje for det. Siden 2001 har jeg lavet sølvkorpus til udstillinger og til butikken, men altid efter eget temperament og aldrig efter en helt SÅ fast arbejdstegning. Jeg forstod hurtigt at jeg nu var igang med mit andet svendestykke og denne gang med et specifikt formål for øje, der var andet end udstillingsmontrer og gallerihylder.

Med utrolig meget tålmodighed som korpussølv altid kræver, god hjælp fra en virkelig dygtig kollega og en hulens masse arbejde, Har jeg hamret, loddet og filet mig frem til to fine stykker sølvtøj der forhåbentlig skal bruges i Den Reformerte Kirke i Fredericia i mange år fremover.

Formen på kanden er klassisk, tilbagelænet og stolt og inviterer til at blive grebet om og hældt af. Dåbsfadet er venligt, afrundet og imødekommende og det vil skinne og reflektere omgivelserne som en dråbe dug på et blad.

Kirkesølvet blev præsenteret ved en smuk og højtidelig gudstjeneste den 29. september og jeg kan med stolthed og glæde tænke tilbage på en lang og spændende opgave der vil bringe glæde i mange årtier, måske endda århundreder.
 

Udgangspunktet i januar 2019 - det blå er en sølvplade

Kunsten består i at få den tynde sølvplade til at bule på den rigtige måde.

Det er svært at vise størrelsen på arbejdet, men det var stort at sidde med.

Sølvet hamres i form, blandt andet over en hård træklods.

Det viste sig at være nødvendigt med et hjælpeværktøj, så det fræsede jeg ud i flere dele, da min fræser ikke er så stor.

Efter lang tids hamren er top og bund klar til tilpasning….en endnu længere og sejere kamp.

Med kæmpe stor hjælp fra en dygtig kollega lykkes det at passe de to dele sammen, den over 1 m lange samling skal helst passe præcist sammen for at opnå det fineste resultat.

Der loddes hjælpestifter på de to halvdele for at de ikke rykker sig fra hinanden under opvarming.

Det er nødvendigt at lodde dåbsfadet i flere omgange og til sidst må der tilføjes en ‘lus’ hvor samlingen smiler en smule.

Loddefugen skal være usynlig, så små huller, der viser sig når det overskydende slaglod fjernes, må loddes ud og nittes.

De værste toppe fra hammerslagene slibes i bund med en pimpsten, heldigvis var det lunt i august, så jeg kunne svine med det udendørs.

Sidste finish er naturligvis at tørre efter med den blødeste klud og undgå småridser og fedtede fingre. forud for denne blanke overflade går en del smerglen, slib og polering.

Og hér; snapshot af sølvet i den smukke Reformerte Kirke i Fredericia, i kandens reflektion ses den begejstrede menighed. De tilstedeværende børn fik lov at løfte klædet der skjulte sølvet og da min søn blev spurgt om hans mor havde brugt lang tid på det stønnede han 'JA-HAER' så hele kirken kluk-lo.

Fadet i sin fuldendthed fanget af fotograf James Bates